Lederrekruttering for Trafik og Veje til Halsnæs Kommune

Shortlist har afsluttet kandidat sourcing processen til denne rekruttering - kontakt os hvis du vil høre mere om lignende stillinger i fremtiden

Lederrekruttering for Trafik og Veje til Halsnæs Kommune

Virksomhed: Halsnæs Kommune

Ønsker du at komme ’tæt på virkeligheden’ og skabe resultater, der har stor betydning i andres hverdag? Fagligt ambitiøs og tillidsvækkende leder rekrutteres til afdeling for Trafik og Veje!

Shortlist Talent Acquisition rekrutterer en leder til et område, som alle er brugere af, og som mange har en holdning til.

Trafik og Veje i Halsnæs Kommune er et spændende område, hvor meget fungerer godt, og du samtidig har stor mulighed for at sætte dine egne tydelige aftryk. Byrådet har netop vedtaget vores nye Trafik- og Infrastrukturstrategi 2021-2028, som nu skal ud og leve i det virkelig liv i vores byer og i landområderne. Vi søger en fagligt skarp og ambitiøs leder til at sidde for bordenden i såvel dette arbejde som i arbejdet med myndighedsbetjening og politisk betjening.

Vi tilbyder dig et job, hvor du reelt får stor indflydelse på områdets udvikling de kommende år. Hos os kommer du både til at arbejde ned i den dybe faglighed og samtidig have ledelse af engagerede medarbejdere og kontakt til det politiske niveau.

Som leder i Halsnæs Kommune arbejder du i gennemsnit 37 timer om ugen, men vi forventer en vis fleksibilitet ved aftenmøder samt i perioder med spidsbelastninger. Spisepausen betaler vi, og vi tilbyder en god pension. Vi anser ledelse for en vigtig disciplin. Derfor prioriterer vi, at alle ledere i Halsnæs Kommune deltager i et fælles lederudviklingsforløb.

Dette bliver du en del af

Afdelingen Trafik og Veje er en del af området By og Miljø, der arbejder for at understøtte kommunens udvikling og vækst. Området er bl.a. med til at sætte et stort aftryk på fremtidens Halsnæs Kommune i nogle af de store projekter, der ligger forude, f.eks. videreudviklingen af Hundested og i styring af den meget store investeringsvilje fra private aktører, som kommunen oplever pt. Samtidig spiller By og Miljø en stor rolle i at beskytte vores smukke natur og historiske bygninger.  

I By og Miljø er der i alt fire afdelinger, hvoraf den ene refererer til chefen på området. Derfor bliver du del af en ledergruppe på i alt fire personer, og du får syv medarbejdere, der refererer til dig. Trafik og Veje er en sammentømret afdeling med godt samarbejde, god sparring og stor gensidig respekt for hinanden.

Trafik og Vejes arbejdsområde

Afdelingens opgaver kan, groft sagt, opdeles i tre grupper: Drift, anlæg og myndighed.

Driftsopgaverne: Trafik og Veje prioriterer vedligehold af vejnettet i kommunen med bl.a. fokus på belægningerne på veje, stier og fortove, afmærkning som striber og skilte, vejudstyr som buslæskure og autoværn, vejbelysning, signalanlæg, broer og andre bygværker.

Anlæg: Vi sætter pris på god kommunikation og lytter aktivt til borgere, borgergrupper og virksomheder og spørger ind til deres ønsker og idéer til anlægsprojekter. Som en del af den gode kommunikation oplyser vi løbende om større anlægssager på kommunens hjemmeside. I 2021 har vi prioriteret flere større byfornyelsesprojekter. Derudover er der afsat 9 mio. kr. til 10 trafiksikkerhedsprojekter i 2021.

Myndighed: Vi har stort fokus på trafiksikkerheden, trygheden og fremkommeligheden på de kommunale veje og de private fællesveje. Vi varetager en bred pallette af myndighedsopgaver, hvor vi dagligt er i kontakt med mange borgere og står til rådighed for dem med vores viden, oplysninger om vejjura og den kommunale rolle som vejmyndighed i forbindelse med istandsættelse af private fællesveje – råden over vejarealer – arrangementer m.m.

Faglig ledelse

Det er vigtigt for os, at du kan sparre med og rådgive medarbejderne på et højt fagligt niveau. Derfor forestiller vi os, at du har erfaring fra alle ovenstående arbejdsområder, samt at du er uddannet ingeniør, jurist, landinspektør eller lign.

Det er også vigtigt for os, at du med din solide faglige sikkerhed kan rådgive og kommunikere klart til borgere, politikere og direktion, både på skrift og mundtligt. Det er vigtigt, at du kan stå fast på dine faglige beslutninger, også når andre har en holdning til dem, og at du samtidig er lydhør over for andres ønsker. Du skal med andre ord mestre at skabe tillid til dit og din afdelings arbejde, såvel internt som eksternt.

Personaleledelse

Vi forventer, at du har en vis erfaring med personaleledelse. De syv medarbejdere i afdelingen har forskellig faglig baggrund, så det er vigtigt, at du kan udøve differentieret personaleledelse og samtidig kan understøtte den høje grad af gensidig tillid i gruppen, der er i dag. Du skal kunne skabe følgeskab, være tydelig når du stiller forventninger og krav, ligesom du skal kunne understøtte en ensartet høj kvalitet i løsning af arbejdsopgaverne. I Halsnæs Kommune tror vi på, at det er vigtigt, at man er stolt af sin arbejdsplads – derfor er det vigtigt, at du kan understøtte den høje faglige stolthed på området.

Halnæs Kommune bruger Shortlist til rekruttering i det offentlige

Om Halsnæs Kommune

Shortlist har afsluttet kandidat-sourcing processen til denne rekruttering - følg & connect på LinkedIn, hvis du vil høre mere om lignende stillinger.
Shorlist - The Talent Acquisition Company Logo

Om Shortlist

Velkommen til Shortlist – det nye alternativ til det traditionelle rekrutteringsbureau og alm. jobopslag. Med afsæt i personlig 1-1 dialog er vores vision er at skabe en ny, bedre og mere tidssvarende måde at bygge bro mellem gode virksomheder med spændende jobmuligheder og topkvalificerede medarbejdere. For dig som kandidat betyder Shortlist en bedre, hurtigere og mere personlig proces, hvor vi sammen afsøger om muligheden er den rigtige for dig, uden unødig tidsspilde og adskillige fysiske møder med tredjepart.

Lad os tage en samtale