Shortlist Talent Acquisition rekrutterer en leder til Natur og vej.
Vi søger dig som sammen med virksomhedens dygtige medarbejdere vil være garanten for, at Kommunens udearealer drives så effektivt som muligt og med størst mulig værdi for borgere og brugere. Sammen har vi fokus på stabil drift og en god og konstruktiv dialog med samarbejdspartnere, både internt og eksternt.
Vi søger dig som indadtil formår at skabe engagement og arbejdsglæde i virksomheden og udadtil skabe dialog, tillid og åbenhed overfor borgere og brugere af kommunens arealer.
Du vil få det daglige ansvar for den samlede drift af udearealerne og materielgård. Du vil desuden indgå i tæt samarbejde med lederne i de øvrige områder i kommunen, med Forsyningen, lokale virksomheder og mange andre interessenter.
Du vil blive en del af ledergruppen i Ejendomme, Faciliteter og Arealer (EFA), bestående af 1 chef og 3 ledere, der ud over Natur og Vej, består af Rengøringsvirksomheden samt Ejendomme og den understøttende Stabsfunktion. Du samarbejder naturligvis med kollegerne om opgaverne, ligesom du bliver deres sparringspartner.
Om dig
Vi søger en udadvendt leder som kan lide at arbejde på tværs af fagområder. Det er kendetegnende for kulturen i området, at vi tænker i helheder og det er derfor vigtigt, at du formår at skabe rammer og forudsætninger for at medarbejderne trives og kommer i mål med enhedens opgaver.
Vi sætter en effektiv drift højt, så det forventes, at du formår at styre og prioritere enhedens opgaver og økonomi. Du kan lide at have styr på opgaverne og kan få ting til at ske.
Du har gerne erfaring med drift og vedligeholdelse af udearealer og kan styre en proces, fra planlægning til udførelse og overgang til drift, med effektive driftsplaner.
I en kommune er der stor offentlig og politisk opmærksomhed på opgaveløsningen og du kan derfor kommunikere åbent og inddragende. Du er motiverende og nærværende og har gode samarbejdsevner – og så har du humor, da det også skal være sjovt at gå på arbejde.
Dine kvalifikationer til stillingen som leder af Natur og Vej:
- Er en synlig, tydelig og motiverende leder med dokumenteret ledelseserfaring
- Er serviceminded og dialogorienteret i forhold til borgere og brugere
- Er kvalitetsbevidst og kan tage ansvar for helheden
- Kan arbejde selvstændigt og struktureret
- Har en faglig uddannelse inden for Park- og Vejområdet, eller faglig erfaring herfra
- Har økonomisk og forretningsmæssig forståelse
- Er rutineret i brugen af div. IT udstyr som tablets, smartphone og pc’er. Vi benytter i dag Elbek og Vejrup tidsregistrering, Navision, Opgavestyring og Smarttip, samt Dalux FM
- Har lyst til at være en aktiv del i udviklingen af Natur og Vej
- Du har interesse i at arbejde med vedligeholdelse, drift og driftsoptimering af offentlige udearealer og gerne erfaring fra en politisk ledet organisation
- Du kan håndtere diverse akutte problemstillinger og du kan håndtere en kompleks hverdag med mange sideløbende opgaver, hvor du pligtopfyldende sikrer opgavernes gennemførelse
- Koordinering og planlægning vil være en væsentlig del af arbejdsopgaverne, så vi forventer at du kan organisere arbejdet og sætte retning og struktur for virksomhedens medarbejdere
Om Natur og Vej
Natur og Vej er Halsnæs Kommunes driftsvirksomhed, som løser opgaverne inden for park, natur og vejdrift. Vi er ca. 20 faste medarbejdere inkl. 3 holdledere, 1 administrativ medarbejder samt derudover1 elev.
Vi har fokus på en god medarbejdertrivsel og som formand for Natur og Vejs MED-udvalg og Arbejdsmiljøgruppen vil du have ansvaret for at videreføre en god kultur for medarbejderinddragelse og arbejdsmiljøspørgsmål.
Vi tilbyder et uformelt og humørfyldt arbejdsmiljø samt et stærkt fagligt miljø med rum for sparring og erfaringsudveksling. Vi ser hinanden og tager hensyn til den enkelte.
Lederen af Natur og Vej har for nuværende tjenestested på Materielgården på Syrevej i Frederiksværk. Der er dog igangsat et arbejde med at etablere helt nybyggede rammer for virksomheden ved Hanehoved ved siden af forsyningen og genbrugspladsen. De nye faciliteter forventes at stå færdigt i løbet af 2023.
Om Område for Ejendomme, Faciliteter og Arealer:
Du bliver ansat i Område for Ejendomme, Faciliteter og Arealer. Området er en forholdsvis ny organisation der er i forandring, så du får mulighed for både faglig og personlig udvikling.
Områdets overordnede formål er at understøtte kommunens forskellige funktioner med fysiske rammer og intern service. Vi arbejder pt. på en samlet ejendomsstrategi for kommunen. Vores mål er at sikre, at kommunens ejendomsportefølje og udearealer drives mest effektivt og med størst mulig værdi for borgere og brugere. Vi vil implementere strategi og driftsplaner med et øget fokus på, at vi fremadrettet sikrer fornuftig og rettidig drift og vedligehold – en opgave, som du også kommer til at deltage aktivt i.
Du vil samlet få over 130 nye kolleger i området for Ejendomme, Faciliteter og Arealer. Stillingen som områdechef er under besættelse.
Ejendomsporteføljen består af godt 180.000 m2 fordelt på 123 ejendomme samt kommunens grønne arealer. Vi har mange skønne naturområder og udearealer omkring vores Ejendomme.