Serviceminded leder til Rengøringsvirksomhed

Shortlist har afsluttet kandidat sourcing processen til denne rekruttering - kontakt os hvis du vil høre mere om lignende stillinger i fremtiden

Serviceminded leder til Rengøringsvirksomhed

Virksomhed: Halsnæs Kommune

Nu har du muligheden for at søge en spændende lederstilling inden for kommunal rengøringsservice. Vi søger en leder med store ambitioner om at levere og udvikle Halsnæs Kommunes samlede rengøringsservice til gavn for borgere og kollegaer i kommunen.

Om Rengøringsvirksomheden

Rengøringsvirksomheden er en del af det kommunale område for Ejendomme, Faciliteter og Arealer (EFA), der ud over Rengøringsvirksomheden også består af Bygningsafdelingen, der har ansvar for drift, vedligehold og renovering af de kommunale bygninger samt Natur og Vej, der drifter og vedligeholder kommunens udearealer.

Rengøringsvirksomheden beskæftiger i alt 79 medarbejdere, og sørger for den daglige rengøring af ca. 90 bygninger (120.000 m 2 ), herunder bl.a. skoler, daginstitutioner, administration og kulturelle bygninger. Rengøringen foretages ud fra kvalitetsstandarden Insta800. Virksomheden har tre teamledere, en administrativ konsulent og en planlægger, som alle refererer til dig, og derudover rengøringsassistenter og -teknikere, der refererer til teamlederne.

Stillingen

Dit primære ansvar er at sikre de daglige rengøringsydelser i Halsnæs Kommunes bygninger, og du vil have det personalemæssige, faglige og økonomiske ledelsesansvar for hele virksomheden.

Ud over at sikre den daglige rengøring, skal der arbejdes med at sikre en transparent økonomi, hvor de enkelte omkostninger tydeligt fremgår af fx timeprisberegninger og pris pr. rengjort m2 på forskellige lokaletyper. Overblikket skal være med til at øge fokus på totalomkostninger ved byggeri og renoveringer, hvor fx materialevalg og indretning har betydning for rengøringsomkostningerne.

Ud over at indfri de allerede besluttede effektiviseringer, skal der arbejdes med at synliggøre fordelene ved at have en kommunal rengøringsvirksomhed. Det gælder især i forhold til bæredygtighed, brugertilfredshed og medarbejdertrivsel. Som et led i udvikling af virksomheden arbejdes der pt. med at søsætte selvstyrende teams. Projektet starter med et pilotprojekt i efteråret 2022, og er planlagt til at være fuldt implementeret i 2024. Det er et projekt, som du kommer til at være ansvarlig for at drive videre.

Du vil komme til at indgå som en del af EFAs lederteam, hvor der lægges vægt på at udnytte hinandens styrker på tværs af afdelinger og løbende udvikle på den interne koordinering.

Dine opgaver:

  • Daglig ledelse
  • Sikre den rette prioritering og fremdrift i rengøringsvirksomhedens strategiske indsatser
  • Faglig og personlig udvikling af ledere og medarbejdere, så vi har de rette kompetencer til at møde nuværende og fremtidige krav
  • Tiltrækning og ansættelse af medarbejdere, samt tilpasning af ressourcer
  • Skabe rammer for god trivsel og det gode arbejdsmiljø
  • Afholde fraværs- og LUS/MUS-samtaler jf. gældende procedurer
  • Sikre det gode samarbejde i MED-systemet og efterlevelse af MED-aftalen
  • Holde sig orienteret om brugernes rammer og vilkår, gennem tæt og kontinuerlig dialog, formelt som uformelt
  • Etablere og bruge dit kommunale netværk aktivt i forhold til drifts- og organiseringsspørgsmål, nøgletal, udvikling mv.
  • Indgå aktiv i EFA’s lederteam og kommunens lederforum
  • Budget- og økonomistyring af virksomheden

Vores forventninger til dig

Du vil have en bred brugerkontakt, og du skal derfor være tilgængelig og lyttende ift. brugernes behov, kunne foretage den rette forven­tningsafstemning, og skabe tryghed omkring vores leverancer på rengøringsområdet. Med­arbejderne er nøglen til god service, og din relation til den øvrige organisation er derfor også helt afgørende for et vellykket samarbejde.

Vi ser gerne, at du:

  • Har solid ledelseserfaring fra rengøringsbranchen og har en inkluderende ledelsesstil. Er du teamleder med personaleerfaring, men ønsker større ledelsesudfordringer, vil vi også gerne se en ansøgning fra dig
  • Har erfaring med distanceledelse, gerne selvstyrende teams
  • Har erfaring med at lede og koordinere forandringsprocesser- og projekter
  • Er en sikker kommunikator både mundtligt og skriftligt, og er god til at skabe relationer på tværs af organisationen
  • Har en god organisationsforståelse, gerne erfaringer fra en politisk styret organisation
  • Har erfaring med samarbejde med faglige organisationer
  • Skal kunne rumme sårbare grupper, og være villig til at rumme branchens mulighed for at påtage sig et socialt ansvar
  • Veksler ubesværet mellem operationelle indsatser og strategisk planlægning
  • Kan bevare ro, overblik og fokus, også under spidsbelastninger
  • Har veludviklet selvindsigt og god refleksionsevne
  • Har en høj grad af integritet, og sikrer overensstemmelse mellem ord og handlinger
  • Er ambitiøs og helhedstænkende
  • Kan træffe svære beslutninger og stå fast i modvind
  • Kan skabe resultater gennem andre, herunder opstille og forfølge mål
  • Har fokus på, og bidrager til, effektiviseringer af opgaver og processer, og kan indgå i en løbende, tværgående strategisk udvikling af virksomheden
  • Har erfaring med kvalitetsstandarden Insta800 samt planlægningssystemet fra data know how og Clean Manager vil være en fordel

Ansættelsesvilkår og mere information

Ansættelse sker efter gældende overenskomst.

Arbejdsstedet er på Rådhuset, Rådhuspladsen 1, 3300 Frederiksværk, dog med mulighed for fleksibilitet og muligheder for hjemmearbejde, når det passer ind i opgaveløsningen. Derudover er der masser af frisk luft, ingen kø til arbejde, og ingen problemer med parkeringspladser. Kommer du fra København eller Nordsjælland, er der også velfungerende offentlig transport via Hillerød.

Halnæs Kommune bruger Shortlist til rekruttering i det offentlige

Om Halsnæs Kommune

Shortlist har afsluttet kandidat-sourcing processen til denne rekruttering - følg & connect på LinkedIn, hvis du vil høre mere om lignende stillinger.
Shorlist - The Talent Acquisition Company Logo

Om Shortlist

Velkommen til Shortlist – det nye alternativ til det traditionelle rekrutteringsbureau og alm. jobopslag. Med afsæt i personlig 1-1 dialog er vores vision er at skabe en ny, bedre og mere tidssvarende måde at bygge bro mellem gode virksomheder med spændende jobmuligheder og topkvalificerede medarbejdere. For dig som kandidat betyder Shortlist en bedre, hurtigere og mere personlig proces, hvor vi sammen afsøger om muligheden er den rigtige for dig, uden unødig tidsspilde og adskillige fysiske møder med tredjepart.

Lad os tage en samtale