Bevica Fonden ønsker at styrke viden om universelt design i en dansk kontekst. De er godt på vej, men de mangler dig til at komme i mål med deres ambitioner! Derfor søger Career på vegne af Bevica Fonden lige nu den nye webredaktør, der kan hjælpe dem med netop det.
Universelt design handler om at skabe et samfund, hvor vi alle har lige muligheder for at deltage, uanset kropsligt udgangspunkt, og derfor er viden om universelt design centralt i Bevica Fondens arbejde for at skabe rammerne for, at alle – uanset handicap – kan leve et aktivt og selvstændigt liv. Ambitionen er, at universelt design bliver en grundpræmis i samfundsindretningen.
Et nyt website spiler en central rolle i det arbejde, da den skal omsætte fondens omfattende viden om netop universelt design til kreativ og relevant formidling til brugerne af sitet.
Fonden ønsker at skabe et website, som er en go to site, hvis man ønsker viden om universelt design inden for en lang række fagligheder, om man kommer fra byggeriet, forskningen, undervisningen eller det politiske niveau.
Din rolle hos Bevica Fonden:
Som webredaktør har du det daglige driftsansvar for Bevica Fondens ambitiøse website; fondens mål er at udvikle en bæredygtig og anvendelig vidensplatform om universelt design, som er aktuel og relevant for de samfundsaktører, som skaber rammerne for det levede liv og dermed også for fondens primære målgruppe: mennesker med bevægelseshandicap.
Du kommer dels til at sidde i en fagredaktion, hvor din primære opgave er at systematisere den viden, Bevica Fonden har fra eksisterende partnerskaber, og indarbejde dem meningsfuldt i fondens interne vidensbank.
Derudover er din opgave at fungere som webredaktør på Bevica Fondens nye ambitiøse website, hvor al den viden, som vidensbanken indeholder, bliver oversat og rammsat på en aktuel og relevant måde for fondens vigtigste stakeholdere.
Din rolle er afgørende for at sikre en koordineret, ensartet og engagerende online tilstedeværelse på tværs af alle fondens digitale platforme. Du vil indgå i et ambitiøst kommunikationsteam, hvor du refererer til chefen for Public Affairs og kommunikation, med henblik på at producere og samle kommunikationsprodukter, der effektivt formidler fondens budskaber og støtter fondens mål om at udbrede viden om universelt design. Du vil tilmed være medproducerende på artikler, debatindlæg, m.m., som understøtter de samtaler, fonden ønsker at starte.
Om jobbet:
- Daglig drift af fondens website, herunder sikring af, at alt indhold er opdateret, relevant og i overensstemmelse med vores kommunikationsstrategi
- Koordinering med kommunikationsteamet for at sikre en ensartet og koordineret kommunikation på tværs af Bevica Fondens kanaler, inklusiv sociale medier, pressearbejde og fysiske debatarrangementer
- Produktion og redigering af indhold til websitet, som afspejler den nyeste viden og forskning inden for universelt design
- Du vil agere bindeled til fondens interne vidensbank og sikre, at både praktisk og forskningsbaseret viden om universelt design integreres i websitets indhold
- Idéudvikling af indhold til website, produktion af debatindlæg og presseaktiviteter, som positionerer fonden som en relevant og interessant samarbejdspartner
- Aktiv deltagelse i kommunikationsredaktionsmøder for at koordinere indsatsen på tværs af fondens kanaler og sikre en målrettet kommunikationsindsats sammen med dine kollegaer
Om dig:
- Du har solid erfaring med webkommunikation og content management systemer
- Stærke journalistiske færdigheder og skarpt øje for kvalitetsindhold, der virker på web, og du ved, hvor kommaet skal sættes i dine tekster
- Du evner at arbejde strategisk med digital kommunikation og indholdsproduktion
- Du har kompetencer inden for SEO og digital tilgængelighed
- Du kender måske begrebet universelt design allerede, men hvis du ikke gør, er du nysgerrig på begrebet og de muligheder, det giver i dit arbejde i forhold til at gøre en forskel for mennesker med et bevægelseshandicap
- Du har blik for, hvordan vi omsætter den viden, vi har i vores interne vidensbank, til produktioner, som vores målgrupper får interesse i at læse, se, eller høre om
- Fremragende samarbejdsevner og evnen til at lede projekter på tværs af team
- Kompetencer inden for produktion af video, podcast eller andre medieplatforme er en fordel, men ikke et krav
- Du er nysgerrig på AI, og hvordan det kan bruges i formidlingen
Du får:
Muligheden for at spille en nøglerolle i Bevica Fondens spændende udvikling og stor indflydelse på fondens digitale tilstedeværelse. Du får et arbejde, hvor du faktisk kan gøre en konkret forskel og bidrage til et mere inkluderende samfund. Bevica Fonden består af et dynamisk team på 11 passionerede og engagerede kollegaer, der glæder sig meget til at byde dig velkommen og vise dig deres gode arbejdsmiljø. Her vil du opleve gode muligheder for at udvikle dig fagligt, såvel som personligt.
Du kan læse meget mere om Bevica Fonden og fondens historie på linket her.