Headhunterens bedste tips til jobsamtalen

Hvordan forbereder man sig til en jobsamtale?

Du er kommet gennem nåleøjet til jobsamtalen eller blevet headhuntet til drømmejobbet, men hvordan øger du sandsynligheden for, at det lige præcis er dig, der i sidste ende ansættes? Og som minimum har den gode jobsamtale. 

 

Jobsamtalen er et af de sidste stop på rejsen mod endedestinationen: drømmejobbet! Nogle virksomheder har en mere formaliseret proces, hvor flere jobsamtale-runder udgør det endelige valg, men med disse forberedelsestrin vil du være godt forberedt på at overbevise ansættende leder(e) om, at lige præcis du er den rette til jobbet.

 

Typisk vil en ansættelsesproces se sådan ud:

1.     Samtale med HR + opfølgende test (personlighedstest eller andre små prøver)

2.     Tilbagemelding på dine tests og en dybere samtale med ansættende leder og evt. samtale med kollegaer fra dit kommende team

3.     Endelig samtale med ansættende leder

 

Forberedelse til jobsamtale

Først og fremmest kan det være en god idé, at sætte sig grundigt ind i arbejdspladsens værdier. Her kan det være en idé at researche ved at finde virksomhedens hjemmeside og læse den grundigt igennem. Ofte har virksomheder en længere sektion, ”om os”, der giver gode indsigter i virksomhedens værdier, historie og produkter.

Her er det desuden væsentligt, at du overvejer, hvordan lige præcis disse visioner og værdier matcher dine overbevisninger og erfaringer. Du kan også overveje, hvordan arbejdsopgaverne vægtes og kan blive løst ved hjælp af dine kompetencer og erfaringer.

 

Derudover er det også vigtigt at tage hensyn til den mentale forberedelse på dagen. Ansættelsesprocessen starter allerede fra du ankommer til arbejdspladsen, og det er derfor vigtigt at være opmærksom på din fremtoning allerede fra du træder ned ad den vej virksomheden ligger på. Potentielt kunne det jo være din nye kollega eller chef du møder ved det nærmeste busstoppested.

 

Træn de svære spørgsmål til jobsamtalen

Noget af det, som folk frygter allermest er, hvilke uventede spørgsmål, du muligvis vil kunne blive sat overfor. Især spørgsmål om svagheder eller udfordringer under en jobsamtale kan være nogle af de ting, mange frygter at skulle tale om, men det behøver faktisk slet ikke at få håndfladerne til at blive fugtige. 

 

Faktisk er selve årsagen til, at virksomheden stiller disse spørgsmål ikke at få indsigt i dine svagheder eller udfordringer, men snarere at få en ærlig indsigt i, hvem du er som person. Har du selvindsigt nok til at vide, hvor du kan forbedre dig? Ved du, under hvilke forhold disse udfordringer især kommer til udtryk og kan du fortælle om, hvordan du plejer at håndtere dem?

 

Derfor kan det være en god idé, at overveje, hvilke svagheder du besidder. Her kan det også give mening at forberede dig på, at fortælle om en situation, hvor en af dem er kommet i spil, og hvordan du håndterede denne problemstilling. Særligt, kan det også overvejes, hvordan disse svagheder kan vendes til noget positivt og faktisk blive til en af dine styrker – selvfølgelig uden, at det bliver anset som en styrke forklædt i en svaghed.

 

Et andet svært spørgsmål, der ofte kommer op til især den endelige samtale er spørgsmål angående dine forventninger til løn. Her kan det være en god idé at sætte dig grundigt ind i, hvad lønstatistikkerne er for din branche og jobtype. Samtidig bør du overveje, hvilke gode argumenter, der er for, hvorfor du er lige præcis den løn værd, og hvordan du vil omsætte deres lønomkostninger til reel værdi for virksomheden. Gør derfor op med dig selv inden samtalen, hvad du synes er en god løn, og hvad din smertegrænse er.

 

Overvej din motivation og engagement for at søge stillingen

Det er ikke nogen overraskelse, at de fleste arbejdspladser gerne vil have motiverede medarbejdere. Af lige præcis denne årsag bedømmes du også ud fra din umiddelbare interesse i jobbet. Derfor skal du selvsikkert kunne fortælle, hvorfor du har søgt lige præcis denne her stilling, og hvad der gør den stilling til en særlig mulighed for netop dig. Her kan det være en god idé forinden at tænke over mindst tre positive årsager til at søge jobbet. 

Overvej eksempelvis hvilke muligheder, du ser i stillingen og hvordan du kan bruge dine færdigheder og erfaring til at skabe værdi for både dig selv og virksomheden. Måske er det projektet, rollen eller afdelingen, der motiverer dig? Husk, at det her er essentielt, at du forholder dig til det konkrete job, og ikke hvorfor du gerne vil arbejde for selve virksomheden.

 

Forbered også dine egne spørgsmål til jobsamtalen

I takt med et ændret jobmarked er flere og flere virksomheder begyndt at fokusere på dine spørgsmål fremfor selv at stille spørgsmål til dig. Derfor kan det være en god idé, at forberede relevante spørgsmål til jobbet, virksomhedens produkter, struktur, services samt ansættelsesbetingelser.

 

Er der eksempelvis noget du er i tvivl om i forhold til arbejdsopgaverne, eller hvem du skal referere til, har du nu chancen for at få svar på disse ting. At stille spørgsmål til det, du ikke kan finde på virksomhedens hjemmeside eller i jobannoncen viser kun interesse og selvstændig tankegang.

 

Derudover kan du overveje om det giver mening at stille følgende spørgsmål:

  • Hvor er virksomheden om 10 år, og hvordan kan jeg bedst muligt bidrage til at nå denne målsætning?

Udover at det kan være interessant at vide mere om virksomhedens visioner og helhed, giver sådanne spørgsmål om virksomhedens fremtid en indikation af, at du ønsker at arbejde for og med virksomheden på lang sigt. Samtidig kan det være en god indgangsvinkel til at byde ind med, hvad du kan bidrage med for at nå virksomhedens overordnede mål. 

  • Hvordan er mine udviklingsmuligheder i virksomheden?

Mange virksomheder lægger stor vægt på deres medarbejderes udvikling. Derfor kan et spørgsmål som dette være særlig relevant for også at vise, at du er interesseret i at blive bedre og udvikle dig. Samtidig er det en måde hvorpå du kan finde ud af om du for eksempel kan få en efteruddannelse eller mulighed for deltagelse i spændende kurser.

 

  • Hvad er de vigtigste opgaver de første tre måneder? Hvad er det vigtigste resultat at opnå indenfor det første år?
      Sådanne spørgsmål kan give dig et meget bedre indblik ind i, hvad stillingen egentlig indebærer og hvad der forventes af dig. På den måde kan du indbyde til en forventningsafstemning, som kan hjælpe dig både til jobsamtalen, men også på den anden side, hvor du forhåbentlig har landet jobbet.
 

Tøj, fremtoning og kommunikation under en jobsamtale

     Husk, at tøj og et soigneret udseende også er kommunikation. Dit tøjvalg og fremtoning sender vigtige signaler om dig, og er med til at præge det førstehåndsindtryk du aflægger. Det kan derfor være en god idé at tænke over, hvad din påklædning udstråler og om den stemmer overens med virksomhedens kultur og værdier. Dermed ikke sagt, at du skal møde op påklædt tøj, du ikke føler dig tryg i, men det er blot en god idé at sikre sig, at man ikke er møder op i joggingtøj, hvis firmaets øvrige ansatte sidder på kontoret i jakkesæt – eller omvendt! 

       Derudover lægges der altid særlig vægt på dit kropssprog under en jobsamtale. Det er vigtigt at både din mimik, stemmeføring og gestik er både høflig og respektfuld samtidig med at du udstråler både selvsikkerhed og afslappethed uden at fremstå arrogant. 

      Husk også, at du også er til stede for at vurdere arbejdspladsen og jobbet. Derfor er det også vigtigt, at du læger mærke til, hvordan det er for dig at være til stede med ansættende leder, som oftest er den du vil komme til at referere til. Føler du dig tilpas i selskabet? Eller tæller du minutterne, fordi stemningen er enten kedelig eller anstrengt? Du skal altid huske, at det også skal være et match fra din side af.

   Dette må en potentiel arbejdsgiver eller HR IKKE spørge om

Ofte ser vi, at mange ansættende ledere ikke er særligt opmærksomme på de lovgivningsmæssige omstændigheder, der faktisk gør sig gældende under en jobsamtale. Derfor oplever mange jobsøgende, at en potentiel arbejdsgiver spørger ind til dine planer for graviditet, barsel, religiøs overbevisning eller din alder, men det er faktisk alle samme oplysninger, som de ikke må spørge om, hvorfor du heller ikke er forpligtet til at svare.

 

Men hvad gør du så, hvis du alligevel bliver spurgt? Vores bedste råd er at prøve at komme udenom spørgsmålet ved for eksempel at nævne, at du ikke har nogen aktuelle planer om børn eller at du ikke anser dine religiøse tilhørsforhold, seksualitet eller alder for at være udfaldsgørende, da det er private anliggender. Så længe du sørger for at kommunikere disse ting i et afdæmpet tonefald kan du undgå mange private spørgsmål uden at virke uhøflig.

 

Et sidste råd til vejen mod en god jobsamtale

Hvis du husker ovenstående og samtidig sætter dig grundigt ind virksomheden og stillingen er dine chancer for at lande drømmejobbet markant større. Det ved vi, fordi vi normalt sidder på den anden side af bordet! Jo mere forberedt og veloplagt du virker, jo større chance er derfor, at du får en god jobsamtale og forhåbentlig en ansættelse til sidst. 

 

Og så skal du selvfølgelig komme i god tid. Give et fast håndtryk, holde øjenkontakt og være imødekommende. Husk på, at det er dem, der søger dig, og at de glæder sig til at møde dig!

Du kan få flere gode råd til alt inden for Talent Acquisition og HR løbende på vores blogside, og du er altid velkommen til at kontakte os for sparring vedrørende ovenstående eller andet HR-relateret rådgivning. Vi håber meget at høre fra dig!

Shortlist oprindelig Founder Grundlægger Troels Vilsted Skydt

Troels Vilsted Skydt

Director & Founder

Uforpligtende sparring til din rekrutteringsstrategi

Jeg ved hvordan du skaber en effektiv rekrutteringsstrategi, og hvordan du skaber en stærk relation med de bedste kandidater i markedet - kandidater som du ellers ikke ville tiltrække via de gamle og traditionelle metoder. Vil du have min uforpligtende sparring, så er jeg klar.

Lad os tage en samtale